Idéen om ergonomi er idéen om den rette eller forkerte arbejdsindretning. Dette forholder sig for eksempel til, om arbejdshøjden på et bord er indstillet efter brugeren.
I opgaven med et siddemøbel til folkeskoleelever er det primære fokus på idéen om den rette siddestilling. Dette er altså siddestillingen eleverne indtager ved arbejde ved bordene, læsning, lytten til undervisning, spisning af frokost etc.
Ved statiske og passive sidestillinger i undervisningsmiljøer begrænses elevens udvikling af en sund kropsholdning, dette gøres yderligere problematisk, ved at dette sker i deres ungdom, hvor kimen bliver lagt til en kropsholdning for livet.
Der er to primære hovedproblematikker ved brug af ‘normale’ siddemøbler - det første er rygproblemer i forbindelse med en dårlig siddestilling - det andet er smerter og stivhed i muskler og led på baggrund af manglende blodcirkulation i ben og ryg.
Traditionelle skolemøbler med en fast, let tilbagelænet siddeflade er i særdeleshed medvirkende til en rundet ryg, der bevirker, at ryggen bliver påvirket unaturligt og bliver låst i stillinger, hvilket medfører, at der sker et pres og en belastning på knogler, disci, led og ledbånd.
Ved en passiv siddestilling på et traditionelt siddemøbel tror mange, at man bukker 90° i hofteledet. Bevægelsen er dog mere kompliceret end som så, da ca. 60° af bukket sker i hoften, og de resterende 30° sker ved at udrette lændesvajet i ryggen. |
Der er for så vidt, som illustreret ved en ‘normal’ siddestilling, ikke den store forskel i ryggen mellem siddestillingen og den foroverbøjede stilling. - som er den stilling, der er mest tilbøjelig til at føre til en discus-prolaps.
Når lændens naturlige svaj bliver udrettet, så belastes i særdeleshed 4. og 5. discus (med en kraft på 50-150 kg).
Netop 4. og 5. discus er årsag til de fleste discus-prolaps.*
Ved en foroverbøjet arbejdsstilling er forskellen endnu mindre, og således er belastningen yderligere forstærket, samt risikoen for discus-prolaps og en runding af ryggen.
Kroniske rygsmerter finder man for det meste i den nederste del af lænden - netop det stykke, der bliver belastet ved siddestillingen.
De fleste børn og unge har ved skolestart et naturligt lændesvaj og prøver at kompensere for den dårlige siddestilling ved bl.a. at vippe på stolene og sidde uroligt. Men da der er store muligheder for at vælte, bliver børn vænnet fra denne vane, det anses som god opdragelse.
Gennem opdragelsen af, hvordan vi skal sidde på møblerne, glemmer vi, hvordan kroppen helst vil have, at vi sidder. Istedet lærer vi at sidde ‘korrekt’, men ikke sundt.
|
