Meget af den teori, der omhandler kroppen og indlæringen som forbundet, og som jeg tager udgangspunkt i med min opgave, stammer fra kropsfænomenologien og teorier med baggrund i Maurice Merleau-Pontys forfatterskab.
Ifølge disse teorier er det ikke videnskabeligt påvist, at der er en direkte korelation, der viser, at børnene bliver klogere af leg og bevægelse. Men alligevel er det dog påvist, at fysiske aktiviteter gavner børnenes læring - dog bare mere indirekte.
»..børn (og voksne) lærer gennem deres kropslige væren i verden..«*
Det betyder blandt andet, at trivsel blandt børn - og mennesker i det hele taget - kan hjælpes på vej af fysiske aktiviteter. God trivsel blandt mennesker giver gode betingelser for indlæring.
Således er der i dag mange, der arbejder med sammenhængen mellem kroppen og læringen. Og i dagens samfund, hvor ikke alle børn bevæger sig lige meget, eller så meget som tidligere, kan man desvære se, at op mod 30 procent af eleverne har mindst ét motorisk problem.
Nogle af de konsekvenser, der er for elever med problemer med motorikken, er, at de motorisk svage børn i højere grad oplever social isolation og tilhørende lavt selvværd. Især drenge med dårlig motorik er særligt udsatte for mobning.
|
I skole- og undervisningssituationer har det betydning, da det at sidde stille på en stol og høre efter i en undervisningssituation kræver en god motorik.
»Et barn, der ikke har styr på kroppen, skal ganske enkelt bruge al sin opmærksomhed på at sidde stille, og så er der ikke opmærksomhed nok tilbage til at høre efter i timerne«. **
Vi kan således se en sammenhæng mellem den fysisk-motoriske udvikling og den kognitive udvikling - også selvom de ikke nødvendigvis afhænger direkte af hinanden.
Kroppen kan ifølge kropsfænomenologien ikke kun ses som værende udelukkende et spørgsmål om bevægelse og sansning. Kroppen og vores kropslighed er ikke adskilt fra hjernen, men skal istedet ses som værende en del af vores social- og identitetsforankrende konstruktion.
Hvor mange tidligere har været af den tro, at man enten var praktisk eller bogligt begavet, så er vi i dag nødt til at nuancere den forståelse af vores intelligenser. Vi må forstå, at da kroppen og hjernen hænger sammen, og ikke kan ses hver for sig, har det betydning for dem, der lærer mest i praktiske fag, som regel også får et forspring med det boglige. |
